Kurv
Kurv
Filtre
Ryd alle
Filter
No products found

VIND EN FINN JUHL LÆNESTOL

DU KAN VINDE PELIKANEN - DELTAG HER

Behandlings- og reparationsvejledning træ/lak

Retur til behandlingsvejledninger

Behandling af lakerede overflader: En lakering er det samme som en forsegling af overfladen, således at det bliver svært for væsker, snavs og lignende at trænge ned i træet. Der findes umiddelbart ingen "rigtige" vedligeholdelsesmidler til lak. De små ridser, der efterhånden vil komme på lakerede overflader, kan man ikke fjerne. Er en lakeret top først ridset, er den mærket for livet.

DAGLIG PLEJE: Aftørring med fugtig klud og omgående eftertørring med tør klud. Ved særlig snavsede overflader anvendes en klud, der er opvredet i en sulfoopløsning (1 tsk. til 1 liter vand). Tør efter med en tør klud.

ADVARSEL: Vær opmærksom på, at lakerede overflader kræver minimum 4 uger for at gennemhærde. Undgå derfor i de første 4 uger at sætte varme og/eller fugtige genstande på møblet.

Reparationsvejledning for lakerede overflader: 

Skomærker på f.eks. bordben: Viskelæder eller renset benzin* (*Brandfare ! Sørg for udluftning og anvend kun små mængder af gangen) 
Hvide pletter/skjolde på lakerede overflader: Disse skyldes enten varme, fugt eller alkohol. Fælles for dem alle er, at de som regel kan fjernes. Placer et viskestykke på pletten og stryg ganske let oven på pletten med et varmt strygejern. VIGTIGT: ingen damp!. Gå forsigtigt til værks og prøv Dem langsomt frem. Alternativt kan en føntørrer anvendes. Tænd føntørreren på varm luft og vift frem og tilbage over området med pletten indtil den forsvinder. Gå forsigtigt til værks og prøv Dem langsomt frem.


Stearin: Lad stearinen størkne og fjern så meget som muligt med en ikke ridsende genstand. Placer et stykke kraftigt trækpapir på pletten og varm forsigtigt pletten op med et strygejern. VIGTIGT: ingen damp!. Aftør evt. også pletten med en klud vædet i lidt rensebenzin* og tør omgående efter med tør klud. Hvis der er kommet en varmeskjold p.g.a. den varme stearin, følges fremgangsmåde som i afsnittet "Hvide pletter/skjolde" (*Brandfare ! Sørg for udluftning og anvend kun små mængder af gangen)


Fedt/olie pletter: Hvis der forekommer fedt/olie pletter er lak overfladen formentlig brudt, hvilket betyder, at lakken er slidt eller på anden måde nedbrudt. Den eneste måde hvorpå man kan fjerne disse pletter er ved en afslibning og efterfølgende nylakering. Dette arbejde anbefaler vi, at De overlader til en fagmand. Kontakt derfor Deres møbelhandler.

Trykmærker og ridser: Der findes ingen metoder, hvormed man selv kan fjerne ridser og trykmærker på en lakeret overflade. Den eneste måde man kan komme af med tidens tand er ved en afslibning og efterfølgende nylakering. Dette arbejde anbefaler vi at De overlader til en fagmand. 

Tusch, kuglepen, vandfarver, oliekridt og spritpen: Pletten forsøges suget op med kraftigt trækpapir og et opløsnings-middel der er baseret på sammen væske som pletten.


Blæk: Pletten forsøges fjernet med trækpapir og 8% ufortyndet salmiak spiritus. Vær opmærksom på at opløsningen kan irritere øjne, hud og åndedrætsorganer. Læs og følg altid brugsanvisningen på det pågældende produkt.
Massivt træ er et levende materiale, og det er derfor vigtigt, at man håndterer og behandler det rigtigt. Alt møbeltræ er tørret ned til 7 - 8% træfugtighed, hvilket svarer til en relativ luftfugtighed på 40% ved 20° C. Træet arbejder altså mere eller mindre afhængigt af luftfugtigheden i omgivelserne. Det er derfor vigtigt, at massive træmøbler står i omgivelser hvor luftfugtigheden ikke svinger mere end mellem 40% til 50%. Når vinteren sætter ind, og det bliver fyringssæson, kan luftfugtigheden falde til under 40%, dette kan bevirke at træet svinder en lille smule, men at det udvider sig igen, når luftfugtigheden stiger. Vi anbefaler Dem, at anskaffe et hygrometer til kontrol af luftfugtigheden.


Træ er et naturprodukt, og derfor kan der i træstrukturen forekomme mindre knaster og farveforskelle i det færdige produkt. Vær opmærksom på at mahogni og amk. kirsebærtræ modnes meget hurtigt. Undgå derfor at dekorere møblet de første 2 - 3 uger eller flyt dekorationsgenstandene ofte (hver dag), indtil De fornemmer, at træet er modnet.
Massive tillægsplader, der er bestilt sammen med et bord, er individuelt tilpasset dette bord. På fineret tillægsplader og efterbestilte massive tillægsplader kan differencer i mål, farve og struktur forekomme. Ved brug af tillægsplader i spiseborde, skal støttebenene altid benyttes.

VIGTIGT: Massivt træ tåler ikke direkte sollys eller direkte varmepåvirkning, f.eks. fra brændeovn eller for tæt placering ved radiator. Dette kan misfarve og udtørre træet og forårsage revner i f.eks. bordplader. Dæk aldrig massiv træ med voksdug eller lignende i mere end max. 1 døgn.