Jens Juul Eilersen overtog i begyndelsen af 1960erne ledelsen af familiens lille møbelfabrik og har siden skabt nogle af Danmarks mest moderne og populære sofaer.

Da Jens Juul Eilersen var barn i 1940erne tilbragte han mange sommerferier på Fyn, hvor familiens fabrik, som farfaderen Niels Juul Eilersen havde grundlagt i 1895, lå.

Omkring den travle fabrik, hvor der bl.a. blev produceret bil- og buskarosserier i træ, var der masser af plads at lege på.

Karetmagerværkstedet var den første fabrik herhjemme, der kunne dampbøje træ, og den unge Jens var fascineret af, hvordan snedkeren arbejdede med træet. Han var ikke ret gammel, før han selv fik lov til at snedkerere under kyndig vejledning af en af fabrikkens medarbejdere.

Her blev kimen lagt til hans brændende interesse for mål og proportioner, og når han ikke var på værkstedet, sad han og tegnede.

»I stedet for at læse lektier, tegnede jeg figurer, hænder og arme, og så møbler, men jeg blev uddannet som pølsemager,« fortæller han med et lunt smil.

»Efter skolen blev jeg handelselev på konservesfabrikken Plumroses hovedkontor på Sankt Annæ Plads, en dengang stor virksomhed, der alene i handelsafdelingen havde 37 elever.

Jeg var med til at danne et elevråd, blev formand og kæmpede for, at vi fik varm mad, inden vi skulle på teknisk skole fire aftener om ugen. Det vakte stor succes hos eleverne, men ikke hos ledelsen, for jeg fik alle møg-opgaverne i lang tid efter.«

Det var dog møbler. han brændte for, så da faderen i 1959 købte den skrantende familievirksomhed, blev Jens ansat for at tage sig af den kreative del af møbelproduktionen.»

Jeg ville gerne have været til Paris for at læse økonomi, men det var ikke nødvendigt, mente min far. Livet skal nok lære dig de ting, du har brug for, og du kan jo ansætte folk til det, der skal laves, sagde han. Min far var uddannet ingeniør, men holdt også øje med regnskaberne. To år efter kom min bror Peter til fabrikken, og siden har vi arbejdet sammen.

Dengang var der tilknyttet flere møbelarkitekter til fabrikken, bl.a. Wahl Iversen, der havde succes med en Wegner-inspireret træstol, og Illum Wikkelsøe, der tegnede et sofa-program i teaktræ. Træskelettet var bygget op af overskudstræstykker fra savværkets udskæring som alle havde størrelse tommex2tommex24tomme. Serien blev kaldt nr. 4 og blev en fantastisk succes.

Det varede nogle år, før jeg selv begyndte at tegne møbler. Jeg diskuterede meget heftigt med vores møbelarkitekter, fordi jeg havde min egen idé om, hvordan møbler skulle se ud.

En dag efter sådan en diskussion med Wikkelsøe ringede jeg til ham. Hans kone fortalte mig, at han lå i sengen, »og det gør han hver gang, han har været nede hos dig, fordi jeres samtaler slider så meget på ham.«

Jeg ville jo gerne bevare Wikkelsøes idéer og hans arkitektur, men proportionerne skulle være rigtige, og er der noget, jeg har forstand på, så er det proportioner,« understreger Jens Juul Eilersen.

Det gyldne snit

»Jeg forsøger altid at indarbejde klassiske mål i mine møbler, kvadrat, 1½ kvadrat og dobbeltkvadrat samt »det gyldne snit«, som er en klassisk matematisk betegnelse for et forhold mellem to størrelser. Det er næsten altid inkorporeret i mine møbler. F.eks. den arm dér,« siger han og peger over på en af de nye sofaer, som står i firmaets showroom i Bella Center. »Den er 23 cm bred, 46 høj og 92 dyb, og har det perfekte mål, idet den er dobbelt kvadrat i tre dimensioner.«

De klassiske formler er også brugt i det hus, som Jens Juul Eilersen har tegnet og fået bygget i Sydfrankrig, som i dag er hans permanente adresse. Her er f.eks. afstanden mellem søjlerne i facaden og deres højde og bredde fastlagt efter det gyldne snit.

»I slutningen af 60erne begyndte vi at producere flere sofaer. Bl.a. fik vi arkitekt Andreas Hansen til at tegne en model til vort 75 års jubilæum. Vi kaldte den Sækkekassen, og det var oprindelig blot tænkt som en jubilæumsgimmick. Den bestod af en trækasse fyldt med én stor pude fyldt med Krøger-kugler. Men man sad ikke så godt i den, så jeg ændrede på konstruktionen, og den fik skumpuder og separat ryg. I starten gik salget lidt trægt på grund af det anderledes udseende, men det endte med at blive en af firmaets største succeser nogensinde.«

Senere tegnede Andreas Hansen endnu en bragende succes for Eilersen, sofaen Lørdagshjørnet«, der blev opkaldt efter det populære underholdningsprogram, hvor den var fast rekvisit.

»Jeg blev mere og mere engageret i design–processen,« fortæller Jens Eilersen. I nogle år havde vi møbeldesigner Niels Bendtsen tilknyttet. Han og jeg tegnede ofte hver sin version til en ny sofa, bagefter diskuterede vi detaljerne og tog det bedste fra hver. Men i 1979 kom det til et brud, fordi jeg gerne ville tegne en sofa selv, og den kom til at hedde Stratos. Dengang virkede den vældig stor, med puder, der væltede ud over ryg og armlæn, men i dag virker den nærmest som en lille futti én sammenlignet med mine nye store sofaer. Faktisk var den i en periode et af de mest plagierede møbler herhjemme.«

Kina

I 1999 begyndte Jens Juul Eilersen at rejse regelmæssigt til Kina, fordi sønnen Anders mente, at han burde tage ud og overvåge produktionen af firmaets møbler på en fabrik, der ligger cirka 80 kilometer nord for Beijing.

»Vi var nødt til at få møblerne til det amerikanske marked produceret i Kina for at være konkurrencedygtige på prisen. Men ligesom kvinder i business skal være meget dygtigere end mænd, så skal vores møbler fra Kina være bedre end alt muligt andet.

Da jeg sidst var i Kina, tegnede jeg fem nye sofaer. Jeg bruger megen tid på skitser, mange skitser. Til sidst tegner jeg resultatet på et A4 ark, hvor jeg har angivet alle mål på modellen, stofkvaliteten, hvor høje benene skal være og alle mulige andre detaljer. Så lægger kontoret tegningen og informationerne ind i computeren, som så spytter en teknisk tegning og en liste ud med alle de ting, der skal bruges.

I starten brugte jeg meget tid på at fortælle den kinesiske produktionschef om vores kvalitetskrav. Jeg kunne sidde med ham en hel dag og knalde fyrretræsstolper i jorden, så han kunne se, hvor let de flækkede, hvis kvaliteten var dårlig. Jeg lærte ham også om årerne i træet og om sammensyninger i hjørnerne på sofaryggen. Siden lærte jeg mellemlederne op, og kvaliteten blev bedre og bedre. Jeg blev efterhånden så dybt involveret i fabrikkens trivsel og vækst, at jeg besluttede for at købe den. I dag er jeg eneejer af den, mens de øvrige Eilersen-firmaer er ejet af det holdingselskab, som min far grundlagde.

Da kvaliteten fra vor fabrik i Kina kom på højde med de bedste europæiske møbler, fik jeg tid til at tegne nye modeller til det europæiske marked. Baseline er den første sofa, som jeg både tegnede og fik produceret i Kina, og den er en af vores største succeser. Du kan se, hvor flot sammensyningerne i diagonalsnittet i ryggen passer. Striberne løber fuldstændig ind i hinanden, og man kan næsten ikke se, hvad der er syning. Det er bl.a. fordi det meste af stoffet bliver klippet i hånden, og det kan kun lade sig gøre, fordi arbejdskraften er billig.

Jeg er ofte blevet bebrejdet, at vi får produceret i Kina, men det er vi nødt til for at overleve. Da jeg kom til fabrikken i 1960, var der 127 ansatte og en ganske lille omsætning. I dag er der omkring 30 ansatte på Fyn og 200 i Kina, og det må siges at være ganske godt.

Egentlig er vores sofaer et meget internationalt produkt, der blot bliver forarbejdet af kinesiske hænder. Fyrretræet er fra Rusland og er i samme familie som træ fra Finland og Sverige. Skummet er fra de store internationale kemifabrikker Beyer og Dupont i Tyskland, stålfjedrene er også fra Tyskland, fiberpladerne fra Japan, læderet fra Europa eller Sydamerika, stofferne overvejende fra Italien, og limen kommer fra Holland eller Sverige. Dunene er noget af det eneste, der er kinesisk.

Alt, hvad der kommer ud fra fabrikken i Kina, har certifikat, og indholdet af hver eneste container bliver testet af forskellige regeringsinstanser, inden den sejler af sted til Europa,« siger han.

»Forskellen på de møbler, som bliver produceret på fabrikken i Kina, og dem fra fabrikken i Skamby er ikke stor. I Skamby produceres først og fremmest møbler til kontraktmarkedet, f.eks. til lobbyer, teaterfoyerer og andre specialopgaver, og her vil indretningsarkitekterne ikke vente ti uger på at få sofaen transporteret hjem fra Kina.«

Familien og fremtiden

»Jeg har endnu ikke opskriften på den perfekte sofa, men jeg søger hele tiden det perfekte,« forklarer Jens Juul Eilersen. »Men hvis det lykkes, er jeg jo på den, for hvad skal jeg så lave? Der er altid gang i flere sofaer. Jeg får lavet en prototype af hver, som ikke bliver limet sammen, så jeg kan flytte rundt på de forskellige dele. Nogle gange kan jeg gå rundt om sofaen i flere uger, og hvis jeg synes, at der er et eller andet galt, skubber jeg den til side.

Soft Ice-sofaen tegnede jeg i virkeligheden i 2006, men jeg kunne ikke få detaljerne til at passe. Den skulle være enkel uden at være kedelig. Så tegnede jeg Tub-sofaen, hvor jeg havde lavet en god løsning omkring armlænet, og kunne derefter pludselig se, hvad der var galt med den første model.«

Jens Juul Eilersen har fast bopæl i Sydfrankrig sammen med sin kinesiske veninde, »Ivy« Junyuan Hu, og her er parret i øvrigt i gang med at tegne et nyt hus. Fritiden bruges bl.a. til at spille golf eller besøge broderen Peter og hans kone, som bor i nærheden. Jens Eilersen er dog ofte på rejser, især til Kina, men også til møbel- og stofmesser i bl.a. Italien og Tyskland. Når han endelig er forbi Danmark, bor han hos moderen i Vejlesøparken i Holte.

De to sønner, Anders og Nils, kører i dag suverænt produktionsvirksomhederne i Danmark. Nils tager sig også af eddikefabrikken Aage Lanngs Fabrikker i Randers, der i dag er Danmarks eneste eddikefabrik. Desuden står Nils, som er uddannet art director, for al markedsføring.

»Anders er uddannet økonom. Det er ham, der finder på de sjove navne. Soft Ice har f.eks. fået det navn, fordi den er så blød. Cocoon hedder en anden, fordi man kan putte sig helt ind i hjørnet. Og så er der den nye Pampas, jeg ved ikke helt, hvorfor den hedder det. Måske fordi den er stor, dyb og voldsom.«

Sønnerne beklager sig somme tider over faderens mange forslag til nye sofaer. Men idéerne kommer af sig selv, og som han siger: »I kan jo bare lade være med at sætte dem i produktion. Det ville da være værre, hvis jeg ikke tegnede noget.«

Han har lovet sønnerne at trække sig tilbage på sin 90 års dag.