KN voksede op som enebarn og fik kælenavnet Kim. Tidligt udviklede hun en interesse for kunst og kultur. Det var et hårdt slag for hende, da hun som 12-årig mistede sin moder, der døde efter en langvarig kræftsygdom. På det tidspunkt gik hun på N. Zahles Skole, hvor hun afsluttede med realeksamen. Derefter valgte hun den klassisk-sproglige linie på Øster Borgerdyd Gymnasium og flyttede samtidig hjemmefra som 15-årig. Efter studentereksamen 1959 tog hun til Paris for at læse kunsthistorie ved École de Louvre. Hjemme igen søgte hun 1960 ind på Skolen for Boligindretning, hvor hun gik et års tid. I denne periode modnedes idéen om at ville arbejde med tekstil.

I 1962 kom KN i værkstedslære hos en af tidens fornemmeste vævere ◊•Lis Ahlmann, der repræsenterede den klassiske danske unikatradition inden for det tekstile felt, men som også havde nogle hvasse meninger om hele kunsthåndværkerområdet. Her lærte KN det grundlæggende håndværk og viste snart et talent, der rakte langt ud over det tillærte. Det førte bl.a. til debut på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1963, samme år som hun giftede sig med skuespilleren Peter Steen. KN fortsatte hos Ahlmann, indtil hendes første barn Morten kom til verden i 1964. Året efter fik hun mulighed for at tage sit tredje læreår på væveren og designeren ◊•Vibeke Klints værksted, hvorfra hun også tog sit svendebrev i 1966 og samme år etablerede eget værksted. Arbejderne fra svendeprøven blev siden købt af tekstilvirksomheden Cotil, der satte hendes design i produktion.

Efter at have etableret værksted markerede KN sig hurtigt blandt den unge generation af vævere. Det viste sig bl.a. ved tildelingen af Cotilprisen 1969 og året efter Lunningprisen. I 1975 modtog hun Sonningprisen, 1982 Bindesbøll Medaillen og 1998 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond. Kontakten til Ahlmann bevarede hun til dennes død i 1979, og hun blev siden medlem af bestyrelsen for Lis Ahlmanns Legat, der uddeles til danske kunsthåndværkere. Omkring 1970 begyndte KN at søge efter nye sammenhænge, der kunne danne grundlag for en anden måde at arbejde på. Hun ønskede at forbinde den friere form, som hun kendte fra sit designarbejde, med det mere stringente arbejde i væven. Hun udfordrede materialerne og farverne, uden dog at søge over mod de grove polske vævninger, der i de år vakte stor opmærksomhed i den tekstile verden. Kort tid efter mødte hun sin anden ægtefælle Mogens Breyen, med hvem hun rejste på studietur til Østen 1973-74. Rejsen resulterede i nogle arbejder, der havde en særlig finhed i ornamenteringen, påvirket af Østens finere materialebrug og mønsterdannelse. Disse arbejder blev 1975 vist ved en separatudstilling på Kunstindustrimuseet, hvilket for alvor markerede KNs position som nyskabende inden for det klassiske danske unikafelt. Snart fulgte opfordringer til at indgå i bedømmelseskomitéer og faglige udvalg, bl.a. var hun 1977-80 medlem af bestyrelsen for Statens Kunstfond, 1979-84 i bestyrelsen for Skolen for Brugskunst og 1982-84 formand for Kunsthåndværkerrådet.

Hun har desuden været kunstnerisk konsulent for Selskabet til Haandarbejdets Fremme 1977-84 og for Hovedstadens Trafikselskab 1983-89. Siden 1992 medlem af det rådgivende faglige udvalg for Danmarks Designskole og Kolding Kunsthåndværkerskole, senere Designskolen i Kolding. Samtidig forstærkede hun sin indsats som industriel designer af bl.a. møbelstoffer for virksomhederne Cotil, Paustian Møbler og C. Danel, boligtekstiler for Damaskvæveriet i Kolding samt Georg Jensen, senere Royal Copenhagen, for hvem hun også har designet sølvsmykker.

Blandt KNs hovedværker er løsningen af en stor udsmykning til Danmarks Nationalbank, hvor hun 1978-79 fik til opgave at væve fem store vævninger, der skulle passe ind i ◊Arne Jacobsens specielle arkitektur. Hun løste opgaven ved at arbejde stramt geometrisk i et spil mellem gul, varm gylden og rød, hvilket skabte en fin oplevelse af sollysets bevægelse gennem forhallen. Et andet hovedværk er det cirkulære gulvtæppe, som hun udførte til A.P. Møllers hovedsæde i 1980. Cirklen er taget fra selve udløbet af den centrale trappe, og kompositionen er formet som gennemskæringer fra omkreds mod centrum, hvorved der opstår en krydsning af linier. Farveholdningen er grundlæggende rød i en varm og tre kølige nuancer, mens accentfarverne er blå, hvid, gul og sort. Det særlige ved tæppet er den stramme geometri, den komplekse brug af farver og selve udnyttelsen af den flade væveteknik. Den lægger ikke umiddelbart op til at væve cirkulært, men netop fordi KN alligevel formår at gøre det, viser hun sin evne til at udfordre området ved at tænke den tekstile form direkte ind i arkitekturen. Senere fulgte bl.a. farvesætning og udsmykning af SAS Flight Academy i Stockholm 1987-89 og et stort scenetæppe til teaterhuset Værket i Randers 1992. I disse år havde hun en del elever, uden hvem de mange store opgaver ikke kunne være løst. Ved siden af de mere bundne opgaver tegnede og vævede hun en lang række frie værker, der blev udstillet i officielle sammenhænge som Den nordiske Textiltriennale 1976-77 og 1979-1980, på Nationalmuseet i Stockholm 1986-87 og på Nordform i Malmø 1990. Dertil kom en række studierejser til bl.a. New York, Australien, Japan og Indien. KNs styrke har været hendes evne til at leve sig ind i den enkelte opgave, at sanse de omgivelser, der skal forbindes med og af det tekstile. Denne evne er gennem årene blevet overført til glasmediet, som hun i stigende grad har arbejdet med i form af udsmykninger, farvesætninger og indretning. Her er hendes årelange erfaring med at samarbejde med arkitekter kommet hende til gode. KN har forstået at integrere sine løsninger, frem for at anbringe dem. En sjælden og fin evne.