Jørgen Kastholm (1931-2007) var uddannet smed. Preben Juul Fabricius (1931-1984) var uddannet møbelsnedker hos snedkermester Niels Vodder. Begge tog desuden uddannelsen på Skolen for Boligindretning under Finn Juhl i midten af 1950erne. Men først efter de havde samlet hver deres erfaring ude i verden, slog de to formgivere sig sammen til trods for deres forskellige baggrunde, for de fandt ud af, at de kunne enes under samme målsætning for gennemført møbeldesign: “perfektion, æstetik og minimering”. De havde mødt hinanden igen på arkitekt Ole Hagens tegnstue i 1960 og begyndte deres fælles designhistorie året efter i en kælder i Gentofte, hvor de indrettede deres fælles tegnstue.

Inspiration hentede de to fra deres tids store navne som fx Arne Jacobsen og H. J. Wegner, men også fra internationale designere. Fx. havde Kastholm været i USA på et studieophold og set forskellige modeller af Eames og van der Rohe møbler, inden de to begyndte samarbejdet. De tegnede møblerne sammen i egentligste forstand: skitser og udkast blev rakt frem og tilbage, indtil det selv for dem selv var umuligt at sige, hvem der havde tegnet hvad. Resultatet var deres stilrene møbler oftest i stål og læder der, i dag tæller som danske designklassikere.

Da deres tegnstue i starten ikke arbejdede fast sammen med nogen producent, fik de et tilbud fra den tyske producent Albert Kill, som de ikke kunne modstå. Selvom Fabricius og Kastholm havde fået fremstillet deres første møbler hos møbelpolstrer Ivan Schlechter, der bl.a. også fremstillede møbler for Poul Kjærholm, og selvom de havde afslået flere tilbud fra Alfred Kill i forvejen, var dette tilbud om en fast betaling på 2.500 DM per måned uanset resultat så fristende, at de to flyttede til Stuttgart i Tyskland, hvor de tilbragte de næste år i fællesskab.

I 1968 skilte deres veje sig dog efter uoverensstemmelser mellem de to formgivere. Efter nogle få år tilbage i Danmark flyttede Kastholm igen til Tyskland, hvor han blev professor for møbeldesign og produktudvikling ved Bergische Universität i Wuppertal indtil 1997. Året efter åbnede han to egne tegnstuer parallelt på Mallorca og i Düsseldorf, hvor han tilbragte sine sidste år. Han døde i 2007. Efter samarbejdet med Kastholm blev det stille omkring Fabricius, og han døde i 1984 kun 52 år gammel.

Sammen og hver for sig fik de to formgivere diverse priser, bl.a. den første tyske Gute Form pris i 1969, Illum Prize samme år (Fabricius) og Red Dot Award i 1995 (Kastholm). Deres kreationer er i dag udstillet i mange museer og designcentre verden over, bl.a. i MoMA i New York og Louvre i Paris.

I dag bliver forskellige modeller fremstillet igen, fx Græshopperen hos Lange Production, som producerer på samme fabrik, som stolen blev produceret i 1960erne, og som bruger samme værktøj fra dengang for at garantere originaliteten af møblet.

Et andet eksempel er Scimitarstolen der i dag fremstilles hos Bo-ex, der købte rettighederne til designet af Ivan Schlechter allerede tilbage i 1986, men først siden 2002 har sat stolen i produktion igen. Kastholm fik allerede ideen til denne stol i 1960, da han opholdt sig i Mellemøsten. Stolen er formet efter den typiske krumsabel Scimitar, hvorfor stolen nogle gange også kaldes krumsabelstolen. Under produktionen hos Ivan Schlechter viste det sig, at overgangen mellem ryglæn og bund kun kunne fremstilles så det ikke faldt i smag hos formgiverne, der kort og godt skar dette stykke væk og stolen som den er i dag fremstår med det kendetegnende hul, der ellers ikke var planlagt i de første tegninger.

Schlechter arbejder i dag stadig på sit værksted på Sjælland og reparerer møbler, som han selv har fremstillet for omkring 50 år siden.