VL Ringkrone 7 Pendel

Vilhelm Lauritzen (1894-1984) er en af Danmarks mest betydningsfulde arkitekter, og han var den banebrydende repræsentant for den danske funktionalisme. Flere af hans bygninger, Nørrebro Teater (1931-32), Daells Varehus (1928-35), Radiohuset (1936-41), og den første lufthavn i Kastrup (1937-39), repræsenterede koncentratet af det moderne liv. Andre væsentlige bygninger tegnet af Lauritzen er Folkets Hus (1953-56), i dag koncertstedet Vega, Shellhuset (1950-51) og den danske ambassade i Washington (1958-60). Især Radiohuset og den tidligste Kastrup Lufthavn, der begge er fredede, betragtes som enestående monumenter over modernismen i europæisk bygningskunst.

Vilhelm Lauritzen mente hele livet, at arkitektur er anvendt kunst – med lige stort tryk på kunst og anvendt. »Intet liv uden æstetik« var et andet væsentligt credo for Vilhelm Lauritzen.

Vilhelm Lauritzen mestrede både dagslysets og det kunstige lys. Han inddrog konsekvent dagslyset i sin arkitektur ved hjælp af store syd- og vestvendte vinduer, der blandede det varme sollys med det køligere himmellys fra høje nord- og østvendte vinduer. Derved forskydes fokus fra de afgrænsende vægflader til selve rummet. Mennesker og inventar træder frem og nuanceres i det skulpturelle lys.
Lauritzens armaturer lyser med samme idé. De kombinerer et kraftigt rettet lys, der giver markerede skygger, med et svagere og mere diffust lys, som opbløder og nuancerer rummene.
Det første armatur fra Lauritzens hånd udviklede han i 1926-29 for Fritzsches Glashandel, under navnet Universal pendel.

Som den sande funktionalist han var, arbejdede Vilhelm Lauritzen hele livet på at videreudvikle og forbedre sine armaturer.
Vilhelm Lauritzens første armaturer, som er tegnet til Radiohuset, dukker op i Louis Poulsens kataloger midt i 40’erne. I 50’erne – i takt med hans store byggeopgaver – udvidedes Lauritzens sortiment til et bredt og varieret udvalg af armaturer.

I Louis Poulsens blad NYT, som Poul Henningsen grundlagde og redigerede til sin død i 1967, gik bølgerne højt, når Vilhelm Lauritzen og PH udvekslede meninger om lamper og lys. PH tildeler Lauritzen rollen som ’en af den moderne arkitekturs ledende skikkelser.’ Så det var med kærlig hånd, at PH svingede pennen i sine spalter med sin bramfri kritik af Lauritzens lamper. PH fordrede, at der skulle være en forklaring bag enhver form, og helst rationel og videnskabelig. Lauritzen tog til genmæle og forsvarede sine armaturer, som uomtvisteligt blev skabt på basis af lystekniske studier og funktionelle overvejelser. (NYT 148 og 149,1954.)