Frilund Møbler
Retur til brandsFrilund Møbler
Historien om Frilund begynder i 1987, da Michael Frilund grundlægger Frilunds Specialværksted med en drøm om at skabe et sted, hvor håndværk, opfindsomhed og kvalitet går hånd i hånd. Drømmen bliver hurtigt til virkelighed, da PP Møbler i 1989 overlader metalproduktionen til flere Wegner-klassikere til Frilund – starten på et langvarigt og værdifuldt samarbejde.
Gennem årene har Frilund opbygget en stærk ekspertise inden for udvikling og fremstilling af stel og beslag til danske møbelklassikere. Den dybe forståelse for materialer og konstruktion danner grundlag for alt, hvad virksomheden skaber i dag.
I 2024 tager Michael Frilund næste skridt og etablerer sin egen møbelproduktion med et klart formål: at forene dansk håndværk med moderne design og funktionalitet. Sammen med møbelsnedker Mie Hansen – kendt som Snedkeren – har Frilund skabt en kreativ platform, hvor smedens præcision og snedkerens sans for detaljer mødes i unikke møbler af træ og metal.
Alle møbler designes og produceres på værkstedet i Hillerød nord for København. Her bygges hvert enkelt møbel i hånden med fokus på komfort, kvalitet og omtanke. Hos Frilund handler det ikke blot om at skabe møbler, men om at skabe noget varigt – møbler med sjæl, æstetik og en tydelig forankring i de danske håndværkstraditioner.

