Morten Bo Jensen
Retur til designereHvorfor er det spændende at arbejde hos Vipp?
Det er et privilegium at arbejde med et brand og få lov til at folde det ud. At gå nye veje, men tage de gamle værdier med.
Det er en designdisciplin i sig selv at tage fat i en substans som Vipps og udvikle den med respekt for arv og historie.
Mener du så, at det er lykkedes?
For 10 år siden var Vipp mest kendt som et skraldespandsprodukt, men opfattes nu som et badeværelsesbrand. Vi har skabt en hel badeværelsesserie og har nu også bevæget os ud i køkkenet med brødkassen, salt og peber-sættet og opvaskebørsten. Men det er naturligvis stadig pedalspanden, som vores designmæssige dna er forankret i. Det er jo den, som alle de andre ting lægger sig op ad i formsproget. Det er vores kerne, og det bliver det sikkert ved med at være fremadrettet. Men målet er, at Vipp inden for de næste fem år skal have manifesteret sig som et designbrand og ikke længere skal være lig med et bestemt produkt eller en kategori, som det fortsat er i manges øjne. Køkkenserien er det første skridt, men intet er i princippet helligt. Det skal bare foregå i et tempo og på områder, der giver mening.
Hvad mener du med Vipps design-dna?
Det er fornemmelsen af at have et godt og gennemtænkt stykke værktøj i hånden, der fungerer. Det er gode materialer, kvalitet og så naturligvis stål, gummi og malet metal forenet i et klassisk formsprog.
Hvordan ved du, om noget passer ind?
Vi designer alt inhouse, hvilket har stor betydning. Når funktionen er løst, sætter vi produktet ind på familiefotoet sammen med alle de andre design. Så giver det ligesom sig selv, om det passer ind. Vi forsøger konstant at skubbe grænserne, så vi fornyer os, men ingen må være i tvivl om, at tingene kommer fra Vipp. Det er en spændende proces, og der kommer til at ske mange ting de kommende år.