Peter Joakim Lassen
Retur til designerePeter J. Lassen blev uddannet søofficer i Søværnet, hvorefter han i 1954 blev ansat i svigerfaderens firma Fritz Hansen A/S, hvor han fra 1969 til 79 var direktør. I denne periode arbejdede Lassen tæt sammen med arkitekterne Arne Jacobsen, Jørn Utzon, Piet Hein og Verner Panton. Han udviklede Verner Pantons Tivolistol og satte i 1974 6060-reolen i produktion, det opbevaringsystem Lassen videreudviklede til det vi i dag kender som Montana.
I 1982 grundlagde Lassen i Haarby på Fyn firmaet Montana Møbler. Her var han adm. direktør indtil 2009. I dag er Peter J. Lassen medlem af Montanas bestyrelse og Joakim Lassen, hans yngste søn, tegner virksomhedens profil udadtil som direktør for design og kommunikation - indtil 2012 sammen med administrerende direktør Bjørn Thygesen, som i slutningen af året måtte træde tilbage på grund at sygdom. Hans afløser på posten er tidl. salgsdirektør Gitte Reymann, som tiltrådte d. 22/11 - 2012.
Peter J. Lassens interesse for samtidskunst har betydet, at han gennem årene har bidraget til kunst- og kulturlivet i Danmark gennem sponsoratstøtte til kunstnere samt indirekte gennem Lassens øvrige projekter såsom møbeldesignet GRID System, der er blevet brugt til indretning og opbygning af rum i kunstgallerier, udstillingshaller og til installationskunst. Lassen er desuden en ivrig kunstsamler, med særlig interesse for moderne og eksperimenterende kunst.