Vedligeholdelse af tæpper
Forlæng holdbarheden af dit tæppe ved den rette rengøring og pleje.
Bliv godt klædt på ved at læse denne vejledning.
Nuanceforskel:
Nuanceforskelle må accepteres fordi naturuld samt indfarvning kan og vil variere fra produktion til produktion. Dette betyder, at prøven i butikkens prøvesæt kan variere lidt i forhold til det leverede tæppe, og især når der er anvendt naturuld.
Lugt:
Tæpperne udvikles i Danmark, men produceres i Indien, og her er vejrforhold herunder luftfugtigheden anderledes end i Danmark, og det betyder, at lugt indimellem kan opleves, når tæppet pakkes ud. Tæppet skal have lov at akklimatisere nogle dage, hvorefter lugten forsvinder. Er der mugpletter på bagsiden, har tæppet været vådt, er der tale om en reklamation.
Rengøring og vedligeholdelse (viskosetæpper undtaget):
Rengøringsvejledningen er den samme for stort set alle tæpper (Vær dog varsom med viskose – se separat afsnit om viskose):
1) Først støvsuges tæppet.
2) Hvis det ikke fjerner pletten kan en bomuldsklud og lunkent vand benyttes (brug ingen rengøringsmidler) prøv forsigtigt at gnubbe pletten væk.
3) Hvis pletten ikke er væk, bør tæppet sendes til et professionelt tæpperenseri (professionel fladvask)
Tæppeunderlag anbefales til alle tæpperne, sådan tæppet ikke glider, men derimod ligger pænt og fladt på gulvet. En anden fordel ved at benytte underlag er at farveafsmitning undgås.
Støvsug også tæppet jævnligt og drej tæppet en gang imellem for at fordele slitagen. Hvis tæppet er vendbart, såsom et kelimtæppe, så kan tæppet både drejes og vendes for at fordele slitagen.
Særlige situationer med håndtuft, kelim, skind og viskosetæpper:
Håndtuftede tæpper:
Disse tæpper er produceret på en måde, sådan der vil være overskudsuld, og det betyder, at tæppet ved brug vil ulde. Ved normal brug vil tæppet ulde mest de første 4-5 måneder og herefter vil det blive mindre, men det vil altid ulde. Det er ikke en reklamation, når tæppet ulder, og afhjælpningen af problemet sker ved jævnlig støvsugning.
Koskind tæpper:
Vores flotte skindtæpper er lavet af koskind, som er et naturprodukt. Alle skind er forskellige i struktur og farver. Det betyder i praksis, at hvert skindtæppe er unikt, hvad angår farve og placeringen af farverne. Der må accepteres hårtab, da det er en naturlig følge af skindprodukter, det samme ses på sko, tasker mm. Større skallede pletter ved modtagelse er en reklamation. Skallede pletter større end 5 cm indenfor 6 måneder skal også betragtes som en reklamation.
Kelimtæpper:
Her er kanterne altid det mest sårbare på tæppet og derfor er det vigtigt, at tæppet indimellem vendes og drejes for at fordele slitagen. Kelimtæpper er ofte lette, og det betyder et hjørne godt kan bukke op, men løsningen er at rulle hjørnet modsat og så ser det pænt ud igen. Det er helt naturligt og det vil kunne forekomme. Lange tråde i overfladen er ikke en reklamation, men kan klippes af.
Viskosetæpper:
Regelmæssig støvsugning i luvretningen, brug ikke børster. Man må ikke rense pletter af med vand, da dette kan beskadige tæppet, men skal sende det til fladvask hos et professionelt tæpperenseri. De fleste nye tæppe afgiver luv, og det er helt normalt. Overskydende luv bør løbende fjernes fra tæppet. Tunge møbler på tæppet kan efterlade trykmærker, dette er normalt for viskose tæpper og trykmærker er derfor ikke en reklamation. Pga. viskosens skinnende egenskaber, vil det betyde, at to tæpper bestilt i samme farve, kan tage sig forskelligt ud, dels pga. fibrenes skinnende effekt, dels pga. luvretningen.
Ryatæpper:
De fleste nye tæpper kan afgive luv/garn, og det er helt normalt, især de glatte polyester og viskosetråde. Overskydende luv/garn bør løbende fjernes fra tæppet fx vha. støvsugning. Man skal være opmærksom på, at man kan trække luv/garn ud af tæppet med fingrene, dette er ikke en reklamation.
Filt og håndknyt:
Disse tæpper er produceret på en måde sådan der vil være overskudsuld og det betyder tæppet ved brug vil ulde. De fleste nye tæpper afgiver luv, og det er helt normalt. Overskydende luv bør løbende fjernes fra tæppet. Det er ikke en reklamation, når tæppet ulder og afhjælpningen af problemet sker ved jævnlig støvsugning uden børster.
Møl:
En del af vores varer bestående af uld er mølbehandlet. Dette sker i indfarvningsprocessen. Dog varer denne behandling ikke for evigt. Det er vigtigt ”ældre” tæpper støvsuges jævnligt. Ellers vil omkring flyvende møl sætte sig i tæpperne i såvel butikken som i det private hjem.
I tillæg hertil har vi Rentokil, som besøger vores lager bestående af mere end 100.000 tæpper. Rentokil kommer kvartalsvist og kontrollerer for møl.
Afsmitning:
Afsmitning kan forekomme, derfor skal underlag anvendes.